Punkt. 0: Gennemgang af den nye hjemmeside – se www.thorstedfriskole.dk Ved Jesper og Rasmus | Vi får en indføring i redigering og lign og kan komme med vore kommentarer – så kig på hjemmesiden! |
Pkt.1: Bemærkninger til forrige referater. | Fællesarrangement for børnehaven er den 1. juni. Der er pt. ikke råd til at købe gulvvasker. Måske efter sommerferien. |
Pkt. 2: Nyt fra skolen Ved Lars | Pt. 103 børn efter sommerferien. Der er fordelt lærere til klasserne næste år. Prøveskole den 20. juni. Der er søgt 60 timer til spec.undervisning – vi får 47% Anna kommer tilbage fra barsel på 85% tid. Der er lavet kalender for det nye år. Gitte og Lars arbejder på en ”før-skole-klasse” for tidlige SFO-børn pr. 1.4.2012. Morgenbolleordningen kører ikke optimalt. Karina Andersen sørger for at købe gær, bagepapir mv. Der skal findes en løsning. Mht. økonomi ser det fornuftigt ud. Byggeriet trækker hårdt på kassekreditten, men det sku’ gerne rette sig. |
Pkt. 3: Nyt fra Askehuset Ved Gitte | Gitte har talt med Karen Serup ang en ”ude-gruppe”. Det skulle ikke være noget problem. Det arbejdes der videre på. Gitte har talt med produktionsskolen i Sjørring ang. rengøring. Der kommer en gruppe 2 dage om ugen i hele juni, så evalueres der på det senere. 2 nye gedekid (Pelle og Josef) i besætningen. Disco-aften den 16. juni. |
Pkt. 4: Nyt fra bestyrelsen Ved Annette | Fællesmøde med de andre friskoler i Hanstholm. Det var rigtig godt. Mht. byggeri mangler der kun noget med ventilation. Vi skal snakke om fremtidige muligheder for udvidelse (ny lokalplan mv) det tager vi efter sommerferien. |
Pkt. 5:
Økonomi
Ved Annette
|
Der skal laves et energimærke på huset, når vi er en institution på over 1500kvm. Annette har fået tilbud hjem på hhv. 15.000 og 18.000. Vi venter lige og ser. Kan vi lave en månedlig aflæsning af vand, gas og strøm? Lars snakker med Henrik. Prioriteret liste over de store ønsker, så der kan arbejdes med det, når der igen er luft i økonomien. |
Pkt. 6: Kørsel i det nye skoleår Ved Annette | De to busser vi har nu, kan snart ikke mere. Hvilke overvejelser har vi? Og hvilken økonomi skal der til, hvis vi vil have en stor bus til ca. 25-30 børn. Det punkt tager vi op igen på næste møde – og evt. salg af den grå bus. |
Pkt. 7: Evt. | Forslag om en bestyrelsesfest. Fredag d. 26.8. – Berit og Karina er i festudvalget. Annette beder Jesper Kappel og Per Rask om at sprede noget jord og så noget græs, så udendørsområdet bliver brugbart. Der bliver lagt/flyttet sten op på asfalten ved børnehaven, så der kan blive spærret for gennemkørsel. Rocfonplader til lydisolering – Lars mener der er nok til at vi kan beklæde væggen ud mod gangen. Annette kigger på dem. |
Cykelsponsorløb 2011
Kære forældre og støttekreds!
Tiden er inde, til at kæden skal smøres, cyklen pumpes og sadlen tilpasses, så I kan komme i gang med træningen til det årlige cykelsponsorløb. Endvidere skal sponsorater opsøges, for at de kan underskrive sponsorsedlen (Sponsorsedel grp 1, Sponsorsedel grp 2-3).
Lørdag d. 18. juni 2011 kl. 10
Vi møder op med cykel, den obligatoriske cykelhjelm og sponsorsedlen, som skal afleveres i sekretariatet!
Sponsorsedlen er vedhæftet mailen eller kan hentes på skolen. Husk at sige til sponsoraterne, at det er pr. kørt kilometer, de skal betale, dog er det for den yngste gruppe (gr. 1) for hver kørt omgang på hockeybanen J.
Der bliver selvfølgelig præmie til den, der har kørt længst samt til den, der har kørt flest penge ind – i hver gruppe.
Der vil være mulighed for at købe sandwich, pølser, kage, slush ice, sodavand, øl, kaffe og the. Hertil har vi brug for nogle hjælpere. Se nederst på siden.
- Gr. 1 - er de små, der kører på to,tre og firehjulede køretøjer på hockeybanen
- Gr. 2 - er børn til og med 5.kl.
- Gr. 3 - er børn fra 6.kl. og voksne.
Programmet ser således ud:
- Kl. 10.00 – 11.00 gr. 3 cykler
- Kl. 11.15 – 12.15 gr. 2 cykler
- Kl. 12.30 – 13.00 gr. 1 cykler
- Kl. 13.00– Ponyridning
- Kl. 14.ca. - Musik på scenen og præmieuddeling.
VIGTIGT – VIGTIGT – VIGTIGT – VIGTIG - VIGTIGT !!!!!!!!
Hvad vil DU gerne hjælpe med:
- Køkken og bod 12 personer.
- Vagter ved posterne 15 personer.
- Karina skal bruge 2 til ponyridning.
- Bage kage
Kontakt Stine og Jesper eller skriv jer på plakaten, der hænger på skolen Senest d. 10. Juni.
24661398 / 24661399 Stine@GuldbrandRasmussen.dk
Mvh. Cykelsponsorudvalget
Video: Chris og Tobias
[embed]https://www.youtube.com/watch?v=BpJ1_tlzLRY[/embed]
Referat af bestyrelsesmøde den 13. april 2011
Punkt. 0:Konstituering og en snak om bestyrelsen i det kommende årVed Annette | Bestyrelsen har konstitueret sig som følger:Formand: Annette KjellerupNæstformand: Bent Nørager
Kasserer: Berit Hansen Sekretær: Lisbeth Christensen Menigt medlem: Jan Christensen Suppleanter: Mette Johnsen, Ina Christoffersen |
Pkt.1:Bemærkninger til forrige referater. | Strømmen/telefonerne/trådløst internet er blevet lavet. |
Pkt. 2:Nyt fra skolenVed Lars | Tema-undervisningen er skrinlagt for en stund. Der køres almindeligt skema.Næste år er der 105 børn tilmeldt til skolestart i august.3 balloner er fundet; Tved, Brønderslev og Tommelilla (Sydsverige) – der er kommet brev fra Sverige, som blå klasse nu har svaret.
Den nye undervisningsminister har fremlagt forslag om at friskolerne også følger folkeskolens mål/krav. Det er en bombe under friskolerne. |
Pkt. 3:Nyt fra AskehusetVed Gitte | Nr. 7 er skrevet på venteliste i børnehaven. Et positivt problem – tanker om hvad, vi kan gøre i fremtiden??Forældrerådet har bestemt at der skal være forældrerengøring – indtil der findes en løsning.Havedag i maj – fællesarrangement i skoven d. 2. juni. |
Pkt. 4:Nyt fra bestyrelsen
Ved Annette |
Konstituering – se punkt 0.Rengøring; HH rengøring har måske en gulvvasker – Henrik Christensen (Mikkel og Mia’s far) har også en kontakt. Annette taler med Henrik.Ny dør til musikrummet er bestilt hos Viggo.
Rockfon-plader til lydisolering i stedet for trolltect plader – Anders tjekker med Chresten Skårup hvad der ligger på lager og kontakter Viggo. Lise har lavet en ny skitse til udendørsområdet. Forslag om at flytte busserne om til det lille stykke asfalt v/børnehaven. Formanden for haveholdet vil blive præsenteret for planen, når det har været på aftenlærermødet. Eno og Thomas vil gerne mure den gamle fordør til. Der er et smedejob mht. noget varme i Helles gamle kontor. Hans Buch sørger for at solfangeren bliver sat til. |
Pkt. 5:Økonomi – herunder økonomi pt. vedr. byggeriVed Annette og Lars | Annette gennemgik byggeregnskabet. Som det ser ud nu, så bliver det billigere end først budgetteret. |
Pkt. 6:Kommende bestyrelsesmøder – husk kalenderEvt. | Opvaskemaskinen i det gamle lærerværelse – vil lærerne gerne have sat til.Friskolenetværksmøde på Hanstholm Friskole (bestyrelsen) d. 27. april kl. 19.30.Bestyrelsesmøder; 26.5. – 20.6. – 23.8.
Møgelø i uge 35. Forslag om indkøb af badmintonnet og –striber. 2 badmintonbaner og 1 volleyball-bane. Udlejningspriser bliver fastsat til sommerferien. Et forældreudvalg som står for udlejning. Forslag fra Anders om at oprette en idrætsforening, så vi kan få tilskud. Askehuset arbejder videre med at få priser hjem på belysning i ”stuen”. Forespørgsel vedrørende fællesspisning i klasserne. |
Referat Generalforsamlingen d. 31.3.2011
235 Folkeoplysning
Ca. 58 fremmødte – heraf er der ca. 36 stemmeberettigede.
1) a. Valg af dirigent: Grethe Kirk – generalforsamlingen er godkendt og lovlig indkaldt.
b. Valg af stemmetællere: Anders Damsgaard, Kisser Bjerregård og Aage Visby.
c. Forretningsordenen blev godkendt
2) a. Annette Kjellerup aflagde beretning – vedhæftet i bilag. Beretning blev godkendt.
b. Lars E. Nielsen aflagde skolens beretning – vedhæftet i bilag.
3) Regnskabet blev fremlagt af revisor Ove Lemvigh. Regnskabet, der viser et lille overskud på kr. 9.645,-.
4) Valg af revisor: Ove Lemvigh v/Brandt Revision og Rådgivning blev valgt.
5) Skolepenge 2010/2011; 1. barn 850,- / 2. barn 485,- / 3. barn+ 0,-
SFO 2010/2011; 1. barn 990,- / 2. barn 560,- / 3.barn + 0,- / Eftermiddagsmodul 555,-
Forslag vedtaget.
6) Tilsynsførende Grethe Kirk fremlagde beretningen. Vedhæftet i bilag.
7) Stine Rasmussen – opfordrede til at der blev tilmeldt til forårsfesten. Ina Christoffersen efterlyste den kvinde, der havde en rullemaskine til rulning af duge og de folk, der skal hjælpe i morgen til indvielsen. Ruth Visby – der er masser af glemmetøj, så det bedes sorteret og hjemtages. Resten går til velgørende formål. Anders Damsgaard reklamerede for T-shirts, der sælges i morgen. Mette Johnsen reklamerede for skolens kalender. På fredag d. 8. april kl. 19:00 er der generalprøve på forårsfestens teaterforestilling.
Kaffepause indlagt
Referat af valgmøde torsdag d. 31. marts 2011
1) Valg af mødeleder; Grethe Kirk – Stemmetællere: Anders Damsgaard, Kisser Bjerregaard og Aage Visby.
2) a. Bent Nørager og Annette Kjellerup på valg. Begge blev genvalgt. b. 1. suppleant Mette Johnsen (22 stemmer), 2. suppleant Ina Christoffersen (8 stemmer).
3) Valg af tilsynsførende: Grethe Kirk blev genvalgt.
297 Den mindste klump
Thorsted, den 31.3.2011
Grethe Kirk Lisbeth Christensen
Dirigent Sekretær
Skoleåret er ved at rinde ud, lejrskolerne i fuld gang...
Kære Forældre Skoleåret er ved at rinde ud, lejrskolerne i fuld gang og planlægningen af næste skoleår snart færdig.
Det har været et meget specielt år med byggeri og sygdom og vikarer og nye børn og familier, og alligevel har året også lignet de foregående. Der er børn, der har slået knæet og skal trøstes, der er børn, der har lært at dividere, og andre har fundet den længste mælkebøtte. Der er børn, der har fundet hinanden ad sære omveje, og guitarer, stemmejern og pensler er blevet godt brugt. Der er trods svære odds blevet vist omsorg og nærvær, overbærenhed og begejstring, stor glæde og stille eftertænksomhed, og det landskab, vi kender som Thorsted friskole, har ændret form og betydning, som det altid sker, når der er mennesker til stede.
Gul og grøn tager på lejrskole i ugerne 21 og 23 (ingen skolebusser i disse uger), og så er der allerede sommerfest for alle børn og forældre (husk kaffekurv) onsdag d. 22. juni kl. 19.00 Forinden har den nye bh-klasse været på prøveskole 6. – 8. juni, alle har været i de nye klasser mandag d. 20. juni og fredag d. 24. juni er det slut kl. 12.00.
Det nye skoleår begynder traditionen tro med rundstykker og drikkelse og morgensang for alle, der har lyst til at skubbe det i gang. Det foregår mandag d. 15. august kl. 8.30.
Jeg medsender brev fra Lena, og som I kan læse her, regner hun med at være klar til det nye skoleår. Her må vi så undvære Tina, der går på barsel, men så kommer Anna tilbage. Vikar for Tina bliver Thomas.
Jeg vil hermed ønske jer alle en god og helsebringende sommer og et vel mødt til august.
Kærlig hilsen
Lars
Bestyrelsens beretning 2011
Så er endnu et år gået af Thorsted Friskoles historie. 137 gange har der tidligere stået en formand på talerstolen for at afholde årsberetningen. Som tidligere skal beretningen indeholde fortællingen om hvad der er foregået på skolen, sfo og i børnehaven i det forgangne år, men også indeholde nogle af de tanker og overvejelser, som bestyrelsen i årets løb har tumlet med og hvor vi forestiller os at fremtiden skal bringe os hen. Sidste år tog vi på generalforsamlingen den beslutning, at vi skulle satse maksimalt 8 millioner kroner, og så bygge den tilbygning, som var skitseret. Det er klart, at det har fyldt temmelig meget af bestyrelsesarbejdet, men andre opgaver har også skullet passes, da vi jo gerne skulle have skolen til at køre så godt som muligt under de betingelser, som byggeriet har stillet. Derfor har dette år været et meget usædvanligt år.
Udenfor skolen, både lokalt med en skoledebat på folkeskoleområdet, såvel på det kommunale plan med de økonomiske og fysiske udfordringer, som på landsplan, med de indholdsmæssige og politiske udfordringer, debatteres, argumenteres og diskuteres på livet løs. Fremtiden indenfor grundskolen, synes at være usikker og uden en konsekvent ideologi. Det skaber utryghed og usikkerhed, og mange gange en følelse af afmagt. Denne usikkerhed sender også sine fang tråde ind på Thorsted Friskoles område. Vi i bestyrelsen håber og tror dog, at med den lange tradition med Grundtvig og Kold som ledetråde, kan der skabes rum, hvor der er tid til nærvær og eftertanke, og derved en tryghed på fremtiden, hvis vi alle vil give den tid, der skal til. Dette rum giver børnene, men også vi voksne, en mulighed for at navigere i den meget omskiftelige verden.
Gennem det forgangne år, har de meget snævre fysiske rammer, kombineret med at der i løbet af foråret 2010, kom flere familier til skolen og Askehuset, gjort det åndelige rum svært at finde. De ansatte og børnene har kæmpet sammen, det har været svært for mange og tæret på resurserne. Det har været en lang periode, hvor bestyrelse og forældre har måttet stå en smule på sidelinjen, og prøve at støtte så godt vi kunne, og prøve at presse byggeprocessen igennem så hurtigt som muligt. Vi kan dog se, at allerede nu med små 14 dage med mere fysisk plads, synes der at komme mere åndeligt rum tilbage til børn og ansatte. Nu skal vi forældre give plads og tid til, at skolen kan finde tilbage til de gamle traditioner og dermed den tryghed som vi alle higer efter. Jeg synes det er godt gået, at der er blevet kæmpet og stridt, men ikke en gang har vi hørt en beklagelse fra ansatte. Jeg er sikker på, at I må være gået styrket gennem denne proces. Børnene, har for de flestes vedkommende også lært nye sider af sig selv og hinanden at kende gennem en periode, hvor man bliver klemt fysisk. Man lærer dog først noget her bagefter, hvor man kan stå og se tilbage. Det skal vi, som forældre hjælpe hinanden og børnene med at bruge.
De traditioner, som ikke har været slækket på gennem hele året, er dagens start. Det er måske i virkeligheden hele grundlaget på den Grundtvig – Kold’ske livsopfattelse, der her bliver udmøntet fysisk. Morgensang med fadervor, et væld af salmer og sange
En historie, fortalt fra hjertet og selvfølgelig de fælles beskeder om den nærmeste fremtid. Morgensangen, som vækker store og små, herefter morgensport, hvor blodet kommer til at rulle og finde op til hjernen, og endeligt med en nybagt bolle og et stykke frugt i hånden at finde sin læse makker, gør, at der er alle muligheder for at få startet dagen på den bedst tænkelige måde.
Men der har også været lyst og overskud til at prøve en ny måde at undervise på. Begrebet temaundervisning er blevet udbygget og afprøvet på godt og ondt. Det har været spændende og noget er gået godt og noget er gået knap så godt, men det at turde prøve nye veje, med rod i den grundlæggende ideologi, er en styrke, som vi i bestyrelsen meget gerne støtter op om.
Der har været årlige traditioner, som er blevet holdt i hævd, måske på en lidt anden måde end tidligere, bl.a. blev Luciaoptoget holdt i morgensangslokalet og fastelavn i år afholdt udenfor, mens bl.a. cykelsponsorløb og Møgelø turen foregik fuldstændig som det plejede.
Andre traditioner har det desværre været nødvendigt at opgive – nemlig basaren og teaterperioden for børnene. Det er vi NØDT til at genoptage dobbelt så godt det næste år.
En af de traditioner, der dog er blevet styrket og udbygget i år er den tradition der er her på stedet, nemlig at vi kan løfte i flok. De seneste to år har der været arbejdet med det store projekt, som vi voksne i aften for første gang sidder i sammen. Siden sidste år, hvor generalforsamlingen med stort flertal vedtog at kaste sig ud i at bygge en tilbygning, har rigtig mange støttekredsmedlemmer og forældre, men også ansatte, smidt alle de fritidsaktiviteter de havde på hylden og har lagt sin fritid her. Der er blevet holdt finansmøder, planlægningsmøder, revet ned, bygget op og bygget om, lavet mad og ryddet op, men også hygget i rigtig rigtig mange timer – om aftenen og i weekenderne. Rigtig mange af jer har ydet økonomiske bidrag, og nogle af jer endog store økonomiske bidrag. Alt i alt, har det været helt unikt og fantastisk at være en bestyrelse, der gerne vil løfte de fysiske forhold på skolen, og så blive støttet og bakket op i det omfang som er sket.
Ikke nok med, at vi nu sammen har skabt en skole med mulighed for at imødegå fremtidige fysiske krav, vi har samtidig, føler vi i bestyrelsen, også styrket sammenholdet mellem forældrene og mellem støttekreds og forældre.
Mange af jer har helt sikkert oplevet, at det at gå sammen med en forældre eller et støttekredsmedlem, og sammen skabe en fælles fremtid for vore børn og børnebørn, giver en mening og en tryghed, der gør en glad. Det giver rigtig meget tilbage, når man giver en del af sig selv til et sådant fællesskab.
Byggeriet er også blevet bemærket ude omkring, og langt flere mennesker, end man måske lige skulle tro, har opdaget at, i Thorsted sker der ting og sager, der er værd at prøve at blive en del af.
I morgen indvier vi officielt tilbygningen. Det betyder ikke, at der ikke fremover er brug for gode frivillige kræfter, for der vil selvfølgelig altid være et og andet, der skal repareres og udbygges. Vi har jo stadig godt 500 m2 gamle bygninger, som kalder på en hånd en gang imellem, og udenfor, når vandet er fordampet, skal vi i gang med at forskønne grunden, indrette flere parkeringspladser, og hvad vi ellers kan finde på.
Den opmærksomhed, som byggeri og det indhold, som skolen tilbyder, har gjort, at vi har været nødt til at udvide Askehuset’s kapacitet til 25 børnehavebørn. Skal der flere børn ind, skal der også her bygges til, og det tror jeg alligevel vi skal vente lidt med! Allerede nu må Askehuset melde alt optaget fra sommeren 2011 og er begyndt at lave venteliste. I det kommunale regi flytter man børn, der skal i skolen ud af børnehaven den 1. april. Så bliver de passet i skolernes SFO. Vores SFO er jo ikke åben før efter skoletid, så de børn, der har gået i en kommunal børnehave og som ønsker at gå i Thorsted Friskole optager vi i Askehuset den 1. april. Her kommer de så i en gruppe sammen med de andre der skal starte i skolen efter sommerferien. Det kan faktisk blive rigtig godt, at familierne på den måde langsomt får et indblik i livet på friskolen og møder de nye kammerater stille og roligt.
SFO’en – Pomfritten – har også mange børn. Alle de små, som vi siger, altså op til og med 3. klasse, er indmeldt og det betyder at der lige nu er 37 børn her. SFO’en var for få år siden i samme lokaler som børnehaven, men det viste sig, at det gav flere problemer. Løsningen har været, at de skolelokaler, der i sfo-tiden står tomme, anvendes. Det har vist sig at fungere godt, så det vil være løsningen i de kommende år. Efter at tilbygningen er taget i brug, har SFO og børnehaveklassen indrettet sig sammen i det gamle morgensangslokale. Det har indtil nu vist sig at fungere godt, så det kunne godt gå hen og blive en mere permanent løsning.
Også skolen har fået stor tilslutning. PT er der til august 2011 indmeldt 105 børn. Så mange har der ikke været indmeldt, så langt tilbage nogen nulevende kan huske. Det betyder at også i skolen er der begyndt at blive lavet ventelister, da de optimale klassestørrelser ligger på 12 – 15 stykker. Lars vil sikkert fortælle at han har skrevet børn op så langt ud i fremtiden, som det er muligt, hvis man skal vente med at indmelde sit barn til det er født.
Driftsregnskabet bliver nærmere gennemgået af revisoren senere, men jeg kan godt afsløre, at selv om vi har haft et år med store forandringer og megen tumult, er det alligevel lykkedes at ende med et lille positivt resultat. Dette skyldes i høj grad, at så mange timer er lagt som frivilligt arbejde. Det at der bliver lavet mad og kaffe, passet og kørt busser, gjort rent og ryddet sne, lavet pedelarbejde osv., gør at driftsomkostningerne bliver holdt på et minimalt beløb. I år, hvor mange af jer har brugt det meste af jeres fritid på at bygge, er det alligevel lykkedes at holde de øvrige omkostninger nede. Det er godt gået.
Derudover er der ingen indtægt fra basaren i år, og her plejer vi jo at hente næsten 50.000,-.
Regnskabet for byggeriet er desværre ikke færdigt endnu, da de sidste regninger endnu ikke er kommet ind, men jeg kan sige overordnede, at budgettet er overholdt.
Som jeg fortalte tidligere, er der indskrevet en del børn, så vi fra august 2011 bliver ca. 105 børn i skolen og 25 børn i børnehaven, sådan som det ser ud nu. Det giver nogle nye udfordringer, men også nogle nye oplevelser. En af de ting, vi skal have løst er befordringen, som selvfølgelig bliver mere kompliceret med flere børn. Vi har i bestyrelsen endnu ikke helt overblikket over hvorfra og hvor mange børn der kan blive tale om, men det er noget af det første vi skal arbejde med.
Der har på det seneste været nogle problemer med e-mail systemet og hjemmesiden, da den organisation, som vi i sin tid startede hos er ved at lukke ned. Flere af jer har bemærket, at informationerne ikke har været helt stabile. Der bliver derfor arbejdet intens på at lave noget andet, og jeg har lov at sige fra it-gruppen, at vi kan regne med at få en ny hjemmeside fra sidst i april måned. Herfra skulle vi fremover selv kunne hente de forskellige informationer. Det håber vi bliver meget bedre og mere stabilt. Følg med på hjemmesiden, så ved I hvad der sker. Ellers må I bruge det gammelkendte system – kom på skolen så meget I kan, snak med hinanden og de ansatte, vær med når der sker noget og deltag, så kommer der rigtig meget information og meningsudveksling i gang.
Afslutningsvis vil vi gerne takke alle jer, der har lagt så mange timer her, at det har været muligt at bygge 900 m2 flotte lokaler, som er med til at sikre Thorsted Friskole en fremtid. Ordet tak er ikke nok, men gem tiden i hjertet og mærk den glæde det er at være med til at skabe noget stort. Det giver mening.
Tak til alle jer, der gør det muligt at drive en skole, hvor vi kan give vore børn den bedst mulige start på livet. Forældre og støttekreds, der mødes på skolen og i Askehuset både til hverdag og til fest, både når der skal ydes og når der skal nydes. Det er dejligt, da netop dette liv af voksne er med til at give huset den stemning af hjemlig hygge, som giver børnene mulighed for at finde den en indre ro.
Tak for godt samarbejde med Thorsteds øvrige foreninger. Både beboerforeningen og Frimenigheden er gået ind i skolens fremtid med støtte. Også fremover vil skolens lokaler blive brugt som man i gamle dage brugte sognegårdene. Vi er så småt begyndt at snakke om alt det sal, aula og klasselokaler fremover kan bruges til udenfor skoletiden – zumba, badminton, banko, foredrag, musik, cafe osv. osv. – det bliver spændende.
Tak til alle jer ansatte. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at dette ikke kun er et arbejde, der skal overstås, men er en livsstil, hvor I satser hele jer. Husk nu også at passe på hinanden, både mentalt, ideologisk og fysisk. Det er det overskud I får af hinanden og af de grundlæggende holdninger til livet generelt, der gør, at I har overskud til at kæmpe, græde, juble og diskutere med vore børn og med os forældre. Det er også det der gør Thorsted Friskole!
Som formand vil jeg til sidst takke bestyrelsen for endnu et godt og lærerigt år, hvor meget er blevet diskuteret, og hvor vi også har jublet, kæmpet, men også har holdt hinanden oppe under en stor og vanskelig proces. Vi er om muligt kommet endnu tættere på hinanden, det har været fantastisk. TAK
Brev fra Lars til forældre og støttekreds - 10 nov. 2010
Så blev det frostvejr og det er dejligt i forhold til al den regn. Ikke at der er noget galt med regnvejr, men når man bygger, og taget ikke er lagt endnu, er det ikke så rart. Som en del af jer allerede har opdaget, har vandet fundet det for godt at løbe ind i den gamlebh.klasse – nu rød klasse – hvorfor vi har måttet tømme den for indhold. Vi er sammen med forsikringsselskabet ved at skabe os et overblik over skaderne, men i mellemtiden er den afdeling afskolen lukket af. Det betyder, at skolen er blevet meget lille i forhold til, hvor mange vi er.
Vi tager derfor på en del ture med de forskellige klasser – dels for at mindske trykket på frikvartererne og dels også fordi der er mange gode steder i det nærmeste nabolag. Vi har også måttet ty til en ugentlig tømning af septiktanken, da det nyanlagte sivesystem ikke fungerer ordentligt endnu.
Der arbejdes selvsagt ihærdigt med at få løst disse problemer, og jeg vil i den forbindelse sige tusinde tak til de ihærdige forældre og støttekredsmedlemmer, der møder op og knokler udover enhver rimelighed. Vi har også ændret på morgensporten. Det er en midlertidig foranstaltning som rulles tilbage, når vi tager de nye lokaler i brug omkring 1. februar. Det er imidlertid vigtigt, at børnene har udetøj/regntøj med i skole hver dag, da vi hver mandag og onsdag morgen alle går tur i skoven.
De andre dage er vi også ude så meget vi kan, så varmt tøj er en god ting. Vi vidste godt, at denne byggeperiode ville blive besværlig for undervisningen, men vi vidste ikke hvordan. I lyset af at vi er over 100 mennesker på alt for lidt plads, synes jeg, det går over al forventning. Der er saft og kraft i lærergruppen, utrættelighed i forældregruppen og humør i børnene. Det er nu, vi høster frugterne af det gode forhold mellem børn og voksne på skolen. Det er dog ikke sådan, at vi ikke glæder os til at flytte i nye lokaler og især glæder vi os til at holde en kæmpe indvielsesfest.
En anden daglig glæde er de mange henvendelser, vi får om optagelse på skolen. I skrivende stund er der til næste år tilmeldt 101 elever, og der er stadig folk, der henvender sig. Vi nærmer os grænsen for hvor mange vi vil være, men mere om det senere. Temaprojekterne fungerer, efter små justeringer rigtig godt, men også det skal I nok høre mere om. November betragtes af mange som en uendelig lang, mørk og trist affære, men jeg synes tiden farer afsted, og at der er meget at glæde sig over. Alt i alt er der stadig masser af liv i den gamle skole.
Kom blot og mærk efter.
Kærlig hilsen Lars
Lad os undervise med fagene og ikke i fagene
I mange år har vi haft emneuger og temaforløb i løbet af skoleåret og har altid haft armene højt hævet af begejstring over oplevelsen med dem. Efter mange og lange diskussioner har vi kastet os ud i, at ekperimentere med det og har sat tema på skemaet hele året. Vi har nu haft et forløb, som startede efter Møgelø, og er nu i gang med det andet. I praksis betyder det, at der ud over den daglige morgensang og morgensport, enten står "klasse" eller "tema" på skemaet.
Formålet med at arbejde med et overordnet tema er, at vi dermed kommer til at undervise med fagene og ikke i fagene. Altså, skrivning, læsning, historie, matematik m.m. bliver brugt dels for at komme ind i emnet og dels for at beskæftige os med emnet. Fordi det dagligt står på skemaet i hele 4 uger, er der mulighed for at komme i dybden samt have god tid. Håbet er endvidere at børn (og voksne!) bliver motiveret gemnnem temaet til at kaste sig ud i og udforske det. Ønsket er at bevare barnets naturlige glæde ved at opdage og lære.
Hver 4. uge kommer børnene på nye hold - de små er fordelt på 3 hold, det samme er de store.
Thorsted Friskole - skoleåret 2010 - 2011
Skoleåret er godt i gang, og mange ting har været som det plejer: Efter blot 2 uger, tog hele skolen til Møgelø, hvor vi belejrede øen en lille ugestid. Som altid var det en fantastisk tur, i år var den dog lidt vådere end vanlig, men det hindrede ingen i at bade, lege i sandet, snitte både, sejle, hænge ud i ruinen, lave aftenunderholdning o.s.v. De voksne har mødtes flere gange bl.a. til det store forældremøde, hvor alle meldte sig flittigt på de forskellige arbejdshold.
Det første skolemøde er også afholdt, hvor Lars fortalte om skolens historie, som han sagde, begyndte for over 1000 år siden - et meget interessant og nuanceret billede af skolens historie, sat i et større perspektiv! Dernæst fortalte Anders om vores eksperiment med at at undervise med tema nærmest hele året. (Det bliver uddybet længere nede på siden). Inden forældre og lærere i de små klasser mødtes i klasserne, blev der vist billeder fra Møgelø, taget af Heine Og Christian fra 7/8 kl.
I fredags - d.1. okt - samledes alle i de nye byggeri til rejsegilde, hvor taler blev holdt, nykomponeret sang blev sunget og pølser og sodavand indtaget.
Det leder ind på emnet byggeri... Som sidste og ganske nyt er det endelig lykkedes skolen - efter flere års forberedelse - at komme i gang med at bygge. Vi ser alle frem til, at det står færdigt en gang i begyndelsen af det nye år. Vi får en helt ny og større sal, 4 klasseværelser, kontor, toiletter, aula m.m. Der kan læses mere om det under linket "byggeri 2010".
Brev om adventstur
ADVENTSTUR lørdag d 27/11 2010 kl. 13.00 Så er det blevet tid til den årlige adventstur på Thorsted Friskole. Vi mødes ved skolen kl. 13.00, og går i fælles flok, ud for at hente gran i skoven ved Lis og Jørgen Fink (skårupvej v/plantørboligen) – en tur på godt 4 km, så jer med små børn – husk klapvogn/barnevogn.
Her hjælper vi hinanden med at skove og slæbe gran hen til vognen/busserne, der venter på, at køre os alle tilbage til skolen. På skolen (i morgensang/7.-8.) vil vi hygge os med vores medbragte kaffekurv (øl og vand kan købes), og lave adventskranse og dekorationer. I skal selv medbringe krukker/glas/vaser, ler, bånd og lys etc.
Der vil dog blive mulighed for, ud fra et lille udvalg, at købe ler, kranse, bånd,lys osv., til rimelige priser. Vi har valgt at vi igen skal synge et par julesange. Så mød op til en hyggelig dag!!
Mange julede hilsener, Bestyrelsen
Mht. oprydningen efter en så skøn eftermiddag, vil bestyrelsen gerne have et lille praj om hvem der kan hjælpe med oprydningen.
S.U. Senest d. 25. november på slippen nedenfor (afleveres på lærerværelset) Vi kan hjælpe med oprydningen efter adventsturen:
Navn:
Antal personer:
Skolelederens beretning 2010
Vi er en Grundtvig-Koldsk friskole. Jeg vil fortælle lidt om, hvad det betyder for os og hvordan det giver sig udslag i skolen. Det er især arven eller inspirationen fra Grundtvig, jeg vil tale om. Vort liv består af øjeblikke. Hver af dem er af afgørende betydning. Hvilken betydning aner vi ikke – måske kommer vi engang til at forstå det, når vi kommet på tilpas afstand, måske kommer vi aldrig til at forstå det. Vi siger, at vi lever vort liv forlæns og forstår det baglæns.
I 1832 udkommer Grundtvigs Nordens Mythologi. Det er ikke første gang han skriver om dette emne. Allerede i 1807 skrev han ”Om Asalæren” og i 1808 kom ”Nordens Mythologi” begge skrevet i hvad han selv kaldte en mytologisk rus. 5 år forinden havde hans fætter Heinrich Steffens introduceret romantikken i Danmark ved en række forelæsninger på Københavns Universitet. Blomsten af Danmarks ungdom sad på tilhørerpladserne og en af dem - Adam Oehlenschlæger - gik straks hjem og skrev ”Guldhornene” Grundtvig sad der også og han blev væltet omkuld. Da englænderne i 1807 bombaderede København sprang hans nationalfølelse læk med de to asaværker. Det er i disse værker, han indsætter den nordiske mytologi som nordboernes gamle testamente. ”Høje Odin! Hvide Krist! Slettet ud er eders tvist, begge sønner af Alfader.”
Så går der 25 år og han beslutter sig for at skrive en ny udgave af Nordens Mythologi. I mellemtiden har han været igennem flere svære kriser i sit liv, han er blevet gift, han har været under censur, han er blevet fradømt sit kald, har fået forbud mod at skrive. Han har været 2 gange i England og er blevet forelsket. Han har mødt industrialiseringens virkninger på land og folk og han er ikke begejstret.
Da er det han bestemmer sig for at genrejse frihed og folkelighed og sætte mennesket på sin plads heri og det skal vi være glade for, for ellers havde vi ikke siddet her i dag. Det er nemlig nu, at Grundtvig redegør for sin nye mageløse opdagelse af menneskets natur. Han formulerer den i 4 teser og de lyder som følger:
1. Mennesket er et dyr med ånd Et menneske er først og fremmest en krop ligesom alle andre dyr. Men som noget særligt har vi mennesker fået evnen til reflektion. Vi kan tænke over, hvem vi er – vi ikke bare er, men vi kan også have forestillinger om det at være. Denne evne er ikke noget særligt, det er bare vores måde at være dyr på. Det betyder for skolesagen, at skolen ikke kun skal tale til forstanden, men skal tale til det hele. Skolen skal være for hænder, hjerte og hoved og vi lærer med hænder hjerte og hoved – i nævnte rækkefølge. Som Den danske biolog Jesper Hoffmeier har udtrykt det: Hvis det var hjernen, der skulle holde os i live, ville vi ikke holde mere end en halv time.
2. Mennesket vekselvirker med verden Vi træder først i karakter som mennesker sammen med andre. Vi bliver først mennesker i et menneskeligt fællesskab. Vi lever sammen i verden og den lever i os. Vi sætter aftryk på verden og den sætter aftryk på os. Vi er indfoldet i naturen og er en del af den. Vi kan ikke vælge det fra – dette er et grundvilkår for os og det konstituerer os som individ og folk. Omstændighederne hvorunder det foregår – processen - er vores ansvar.
For skolesagen betyder det, at det fælles liv står over den enkelte. Det betyder også, at vort møde med hinanden er underlagt en etisk fordring. At hvert øjeblik, vi har med hinanden er vigtigt – afgørende - og at det er alles ansvar, at det foregår ordentligt. Det betyder også, at alt, hvad vi foretager os sammen, virker ind i os selv, ind i den anden og ud i verden. Det betyder også, at intet aldrig er som før.
Mennesket er et experiment Vi er aldrig færdige som mennesker. Der findes intet slutmål. Der er ingen opskrift. Menneske kan man være på utallige måder, og det er ingen rigtig måde. Der er kun de krav, der udspringer af det fælles, eller som brødrene Lund Madsen udtrykker det: Den afgørende forskel mellem os og dyrene er vores gode manerer. For skolesagen betyder det, at børn ikke er ufærdige voksne men at de er her i deres egen ret. Det betyder også at vi som forældre ikke ejer vore børn. De er deres egne og de bærer deres muligheder med sig og vi voksne har en enestående opgave med at hjælpe at forløse dem. Det betyder også, at barndommen er en tidsalder i sig selv, og at det vigtigste for os forældre er- på en ordentlig måde – at lære at tage afsked med vore børn – at give dem fri og det gælder jo for alt, hvad vi nærer kærlighed for.
Mennesket er skabt i Guds billede I hvert enkelt menneske er der et gnist af skaberen – af skabelsen, om man vil – og derfor er der en mening med alt liv. Det er ikke op til os at dømme noget liv ude. Tværtimod er det op til os i ærbødighed at anerkende alles ret til at indgå i vort fælles liv med hinanden. Hver gang du ser et andet menneske i øjnene, ser du et glimt af skabelsen – et ekko af det store urbrag – skyggen af Ginnungagab. For skolesagen betyder det, at alle børn og voksne er vigtige uanset herkomst, tro, evner eller fremtoning. Alle har krav på ærbødig respekt for det liv de bærer i sig. Det betyder at vi alle er en gave til hinanden.
Netop derfor skal vi bøvle med, hvad vi gør ved hinanden, hvordan vi opfører os, hvordan vi danner os. Netop derfor skal vi hjælpe hver enkelt med at udfolde sine evner og muligheder – med at udforske sit livspotentiale - ikke så meget for den enkeltes skyld men fordi hver enkelt af os beriger vort fælles liv med hinanden.
Disse 4 teser var Grundtvigs gave til det danske folk. På dem grundlagdes højskoler, børneskoler, efterskoler, andelsvirksomheder og de forløste en folkelig kraft, der ændrede Danmark.
I andre lande gik det anderledes. En af Grundtvigs samtidige så også tidligt de potentielle skræmmende virkninger af industrialiseringen. Det var Karl Marx, der også formulerede en teori for folkets frigørelse. Den resulterede – malet med den brede pensel – i det socialdemokratiske projekt og det blev den anden store folkelige bevægelse i nyere tid. Den store forskel mellem disse to bevægelser er friheds- og menneskesynet.
Respekt for livet, åbenhed og nysgerrighed overfor hinanden, ærlighed i omgangen med hinanden og anerkendelsen af kroppens, sansernes, følelsens og forstandens ligeværd er grundpillerne i vores skoleform. Det er i den levende vekselvirkning med hinanden og med tidens kræfter at vort arbejde foregår.
Derfor bliver hvert øjeblik vigtigt, derfor skal vi gøre os umage med hinanden, for verden ændrer sig hele tiden, og lige nu bliver et billede skabt i en eller anden, som får vedkommende eller måske os selv til at ændre retning.
2. Det har været et begivenhedsrigt år. Jeg nævner i flæng finanskrise, klimatopmøde, regeringsrokade og fra vor egen verden en elevtalsstramning af friskoleloven. Jeg skal ikke opholde mig særligt ved disse store begivenheder men kun berøre de dele, som har med vor skole at gøre.
Finanskrisen, som vel rettere burde hedde pengefirmaernes krise, skal jeg ikke gøre mig særlig klog på, men blot nævne, at det er blevet betydeligt vanskeligere at rejse kapital til selv byggeri af en skole. Det stiller os selvsagt i en anden situation, men det kan der også være fordele ved. Det kommer jeg tilbage til.
Klimatopmødet satte en god debat igang. Det fik også os til at se det fornuftige i at tænke disse problematikker ind i nybyggeriet her. Udover at det er godt i sig selv at give de kommende generationer bedre vilkår og gøre sig mere uafhængig af køb af energi, er der minsandten også god økonomi i det. Det falder fint i hak med skolens idegrundlag og så er det en folkelig opgave, der er lige til højrebenet. Det har været dejligt at opleve, hvor positivt I har taget imod disse tanker.
På det lovmæssige område har vi fået endnu en stramning, der går ud på elevtalskrav - ikke bare til det samlede elevtal, men også til de enkelte årgange på skolerne. Friskoleforeningen er i forhandling med ministeren om en mindre rigoristisk fortolkning og vi ved endnu ikke hvad det ender med. Det skal også her nævnes, at den nye undervisningsminister overraskende har meldt ud, at fællesskabet skal højest på dagsordenen i folkeskolen. Det sker samtidigt med, at statsministeren er gået ind i en detailstyring af skolebørnenes læseevner. Det bliver spændende at se hvad det hele ender med, men her må vi nok vente til efter næste valg.
3. Vi startede dette skoleår med 68 børn. Nu er vi 91. Det har været en meget dejlig opgave at tage imod så mange nye og begejstrede friskole-forældre og så mange nye og glade børn. Rigtig hjertelig velkommen alle sammen. Det har også krævet en særlig indsats af de voksne her på skolen og ikke mindst af de børn og forældre, der var her i forvejen. Det skal I have tak for.
Thorsted friskole flytter sig og en ny generation melder sig på banen og det er rigtig dejligt. Det er jo sket før – ja mange gange før i vor snart 140 årige historie og der er altid en lille vemodig følelse bundet i halen af sådan noget. Sådan har det også været mange gange før. Her skal vi huske, at det vi holder meget af, skal vi altid være klar til at slippe fri. Det er fuglens gave at flyve – ikke at sidde i bur. Og så får vi foræret en enestående chance i forbindelse med det nye byggeri. Vi får simpelthen mulighed for, at gøre ligesom de gamle, der startede denne skole. Det er det med finanskrisen, jeg ville vende tilbage til.
Vi får simpelthen muligheden for at rejse en skole, gøre den til vores, ved at tegne os for en kaution. Det er helt konkret friskolearbejde og det sætter aftryk på verden. Det kan faktisk lade sig gøre i vore dage, at sætte fællesskabet over egne behov, at vise solidaritet med historien og at give fremtiden et stærkt håb. Det vil der gå frasagn om.
Til slut vil jeg takke mine alle I forældre, børn og mine kolleger fordi I gør et godt stykke arbejde for skolen, og fordi I bringer glæde ind i det rum, vi alle næres af. Det er en fornøjelse at komme i skole hver dag.
Bestyrelsens beretning 2010
136 gange er der tidligere budt velkommen til generalforsamling her på Thorsted Friskole, og i aften kan vi byde velkommen til endnu en generalforsamling og føje nr. 137 til listen. Mange her tilstede har været her mange gange før, men endnu flere for 1. eller 2. gang. Som alle de andre gange, vil bestyrelsen berette om årets gang, men også om de tanker og handlinger, der binder os sammen på godt og ondt. Sidste år ved denne tid, stod Danmark midt i en økonomisk krise, og mange mennesker er stadig ramt på forskellig vis af den krise og de efterdønninger, som følger en sådan krise. Men i en økonomisk krise viser det sig tit hvor ens sande venner er og man rykker sammen og støtter hinanden, så godt man kan.
Også det offentlige system mærker krisen, og den usikkerhed det skaber, gør at mange føler et endnu større behov for sikkerhed og for at rykke tæt på de mennesker, som man ser som sine venner og ligemænd.
Thorsted Friskole er ikke direkte mærket af den økonomiske krise, men vi kan alle mærke at der er usikkerhed og uro udenfor skolen. Det er derfor glædeligt at vi her kan finde venner og støtte mellem ligemænd på det plan, at vi alle ønsker det bedste for vore børn. Det kan svært at skabe sig rum og tid til eftertanke og nærvær, når verden omkring en ryster. Så er det rart at børn og voksne her på skolen har en mulighed for at finde det rum, hvor man har tid til nærvær og eftertanke. Den lange tradition med Grundtvig og Kold som ledetråde gør, at mennesket og menneskets individuelle værdier og skønhed, bliver det essentielle i den måde børn og voksne bliver mødt på. Disse værdier kan være svære at tage til sig og bringe videre til verden udenfor, men i de øjeblikke hvor det lykkes, så får man den aha oplevelse, at der er en dybere mening med det menneskesyn, som rækker langt ud. Og pludselig er de ulykker af økonomisk art, som vi alle i forskellig grad bliver udsat for, lidt lettere at håndtere, - og i det mindste har børnene det godt!
Traditioner er et nøgleord, når der skal søges tryghed, og netop traditionerne er meget vigtige her på skolen. Det gælder den meget gamle og uundværlige tradition med morgensang hver morgen, hvor der fortælles historier, synges et væld af sange og salmer og gives nyttige informationer. En halv time hvor alle de tilstedeværende er samlet, lytter og synger og mentalt bliver vækket og forbereder sig på dagen på hver sin måde. Den lidt nyere tradition der hedder morgensport hvor kroppen vækkes og blodet begynder at løbe til hjerne og muskler. Og endelig den sidst nye tradition, hvor man med en nybagt bolle i hånden finder sammen to og to og læser en halvtimes tid med sin læsemakker.
Også i planlægning af året er det traditionerne der er ledetråden. Hvert år – og derfor også det forgangne år, har der været temauger, Luciaoptog med børn fra 3. klasse, fastelavn, 2 teaterperioder og lejrskole til Møgelø. For de store er der derudover lejrskole til et andet sted i Danmark og for de ældste gerne en tur til udlandet. Traditionerne fastholdes også, når børn og alle voksne, både de ansatte og forældre deltager i basar, både forberedelser og selve dagen, cykelsponsorløb og sommerfest. De voksne alene har også mange traditioner som forårsfesten nu på lørdag, men også rengøring, og arbejdsweekender, hvor vi pudser omgivelserne af. Der er alle arbejdsholdene der bliver etableret på det store forældremøde i september, og som sikrer at hverdagen kan fungerer, og endelig er der skolemøder, debataftner, og foredragsaftner.
Disse traditioner er med til at binde børn og voksne sammen og derved binde skolen sammen. Det er netop denne fælles tryghed, at vi er sammen om at drive denne skole, der giver den enkelte det rum og tid til eftertanke og nærvær, som vi netop i en krisesituation har så meget brug for. Traditionerne lever dog ikke af sig selv, vi skal alle deltage aktivt med det vi kan bedst og når der kommer nye familier til skolen og gamle familier må forlade skolen, så ændrer traditionerne sig. Vi har alle vore måder at gøre tingene på, og vi skal alle være lydhøre overfor nye ideer og indslag.
I den kommende tid, er det endnu mere vigtigt, at vi med traditionen for at løfte i flok, står sammen og alle medvirker til at løfte skolens fysiske rammer op på et niveau, der kan spejle indholdet.
Som vi talte om sidste år i beretningen, var målet for 2010 at realiserer et byggeri, der kunne tilgodese de krav fremtidens skole vil stille til de fysiske krav. Det har fyldt rigtig meget af bestyrelsesarbejdet i det forgangne år, og da det er et beslutningspunkt, har vi valgt at trække det ud som et selvstændigt punkt på dagsordenen. I vil derfor høre meget mere om det senere. Det der også har fyldt meget i bestyrelsen det forgange år er, at der ved hvert bestyrelsesmøde har været underretning om, at nye familier har været til samtale og ønsker at blive en del af Thorsted friskole. Det er meget glædeligt og meget positivt, men stiller samtidig også større krav til de ansatte og til de andre børn. Vi har derfor brugt en del tid på at finde måder på hvordan børn og voksne i de nye familier kan komme ind i livet og fællesskabet og derved så hurtigt som muligt begynde at trække fremad, sammen med de gamle familier. Vi har prøvet en følordning – og i år havde vi for første gang en følfest i august, hvor de nye familier og deres heste mødtes under hyggelige former med konkurrencer og fælles spisning. Det blev en god aften, og vær at gentage fremover. Vi ville gerne foretage andre tiltag, og er der gode ideer, så hold jer endelig ikke tilbage.
Det er mit indtryk at børnene er rigtig gode til at modtage nye børn og de nye børn er rigtig gode til at lade sig lukke ind i de gamle sammenhænge. Jeg tror vi forældre kunne lære meget af børnene på det område.
De mange nye børn kræver også mere af de ansatte, og lært af erfaring, er der i det indeværende skoleår sat et loft over, hvor mange børn der kan være i en klasse. Det betyder, at vi nu oplever at have en venteliste af familier. Lokalemæssigt bliver det lidt bedre, når vi får bygget ud, men pædagogisk vil der altid være en øvre grænse. Vi har derfor også diskuteret meget hvordan vi sikrer at klasserne kommer til at fungerer optimalt. I dagligdagen er det selvfølgelig læreren der skal sikre det, men vi bærer alle et ansvar for, at børnene trives med hinanden.
Da der blev sat loft på klassestørrelser ved start af dette skoleår, betød det, at der blev oprettet en ekstra klasse i løbet af sommerferien, så der nu er to 4-5-6 klasser. Da det blev klart, måtte vi ud og leje en pavillon og fandt en pavillon med to klasselokaler, som blev sat op i sommerferien. Det er ikke en permanent løsning, og når vort byggeri står klar, skal de igen fjernes.
De mange nye familier betyder også, at den bus, som vi købte for 1½ år siden, egentlig er for lille. De berørte forældre har vist meget stor velvilje til at tilpasse sig, hjælpe hinanden med at køre og en stor del af forældrene er desuden chauffører på den grå bus. Der er lavet en ordning, som nu skulle kunne holde til sommerferien. Så opstår der formentlig et nyt problem, og det vil bestyrelsen tage fat på i løbet af foråret.
Skolen bliver det, vi i fællesskabet gør den til, og stor deltagelse til skolens aktiviteter bidrager dels til sammenholdet, men også til at økonomien bliver bedre. Det er dyrt at drive en friskole, da det offentlige tilskud ikke står mål med de udgifter der skal til for at drive en god og fornuftig skole. Årets regnskab viser et underskud. Den løbende tilgang af nye børn, er i opstartsåret at betragte som en investering og det er derfor dyrt i starten, men på sigt giver det en bedre økonomi. Set i lyset at det, er et underskud i endnu et år med løbende tilgang af elever acceptabelt.
Regnskabet bliver detaljeret gennemgået af revisoren senere, men her skal blot nævnes, at det arbejde som forældrene lægger på skolen, også er økonomisk vigtigt. Aktiviteter som basar og cykelsponsorløb giver store indtægter direkte i kassen, mens aktiviteter som rengøring, arbejdsweekender, pedelarbejde, buspleje, buskørsel og lignende, betyder indirekte indtægter, som er lige så væsentlige.
Børnehaven fungerer fortsat rigtig godt. Der er stor søgning til pladserne, og også her er begyndt at komme en venteliste.
SFO børnene, der tidligere også var i Askehuset, har nu fået lokaler i et af klasselokalerne, og det ser ud til at fungerer rigtig godt. Både børnehaven og SFO har nydt godt af arrangementet og måske kan det betyde at der kan åbnes for et lidt større børnetal i børnehaven.
I børnehaven blev der pr. 1. januar i lighed med de øvrige børnehaver i Thisted Kommune indført en madordning. Det har udmøntet sig i at børnene får et dagligt måltid, og det er hensigten, at det bliver økologisk. Børnene i børnehaven er nu så mange er de deles op i tre grupper – Kastanjegruppen, Pilegruppen og Bøgegruppen, alt efter årgang.
Antallet af børn i SFO stiger ligeledes, således var der den 1. februar 31 børn tilmeldt SFO. Så mange børn har der aldrig før i skolens historie været tilmeldt SFO. Det at børnene nu er i et klasselokale, betyder at sal og udenomsområderne også bliver legemuligheder. Det er blevet lidt sjovere i SFO-en.
Både SFO og børnehaven har i lighed med skolen efterhånden fået skabt en masse traditioner med fastelavn, bowlingaften, discoaften, bedsteforældredag og arbejdsweekender.
I det kommende år bliver mange af vore traditioner formentlig skubbet lidt til igen og der vil måske opstå nye traditioner. Allerede nu ved vi, at der i forbindelse med cykelsponsorløbet først i juni, bliver lavet en kombination med en musikfestival. Baggrunden er at der på Thisted friskole, som har arrangeret musikfestival i mange år, i år har været så mange sten på vejen, at de har bedt om hjælp til at afvikle musikfestivalen.
Vort samarbejde med de øvrige friskoler her i Thy, har ligget en smule stille det seneste år. Vi har kun været samlet en enkelt gang, men i begyndelsen af maj skal bestyrelserne for friskolerne i Thy mødes og planlægge et besøg af Børne- og familieudvalget. Udvalget, bliver i lighed med et besøg for 4 år siden, inviteret til at se et par af skolerne, og derefter samles vi alle på en af skolerne, og diskuterer spørgsmål, som vi lægger op til, men det kunne også være spørgsmål, som udvalget har til friskolerne. Formålet er, at prøve at skabe en større kontakt og et øget samarbejde med kommunen, til fælles gavn. Skulle andre forældre end de der er valgt til bestyrelserne have lyst at deltage, så henvend jer endelig.
Overordnet bliver det næste år et nyt spændende år, hvor hvert blad endnu er uskrevet, men hvor vi kan ane konjunkturen af stor aktivitet for alle med tilknytning til skolen. Det næste år synes at blive præget at byggeri og udbygning af lokalerne. Det vil i så fald have indflydelse på hverdagen på skolen, men også på hverdagen for rigtig mange familier, som i det kommende år vil lægge en masse timer her på skolen. Det bliver en enestående mulighed for at komme ind på hinanden. Mange af de gamle traditioner kan måske blive påvirket af et byggeri, men jeg tror nu kun at de kan skubbes en smule!
Afslutningsvis vil vi gerne takke alle jer, der gør det muligt at drive en skole, hvor vi kan give vore børn den bedst mulige start på livet. Tak fordi alle man møder her på skolen og i Askehuset er klar til at yde det bedste de kan til fælles bedste.
Forældre og støttekreds ses på skolen og i Askehuset både til hverdag og til fest, både når der skal ydes og når der skal nydes. Det er dejligt, da netop dette liv af voksne er med til at give huset den stemning af hjemlig hygge, som giver børnene mulighed for at finde den en indre ro. Tak for godt samarbejde med Thorsteds øvrige foreninger. Vi håber på at vi også fremover kan finde fælles fodslag til arrangementer.
Tak til alle jer ansatte, der kaster alt hvad I indeholder, ind i arbejdet med vore børn og børnenes familier. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at dette ikke kun er et arbejde, der skal overstås, men er en livsstil, hvor I satser hele jer. Det er vi dybt taknemmelige for.
Som formand vil jeg til sidst takke bestyrelsen for et godt og lærerigt år, hvor meget er blevet diskuteret, vendt og drejet, men hvor vort samarbejde og sammenhold bliver stærkere. TAK.
Askehuset Fastelavn
Fastelavn
Tilsynserklæring for Thorsted Friskole 2010
Til bestyrelse og forældre ved Thorsted Friskole. Erklæring om tilsyn jævnfør § 9 i ”Lov om friskoler og private grundskoler”. Undertegnede har i skoleåret 2009- 2010 fungeret som tilsynsførende på Thorsted Friskole, der er en grundskole med elever fra børnehaveklasse til og med 8. klasse.
Tilsynet er foretaget ved deltagelse i skolens aktiviteter og undervisning og ved samtale med leder, lærer og bestyrelse.
Undervisningen foregår på dansk, og skolen er prøvefri. Undervisningen sker under hensyntagen til den enkelte elevs indlæring og udvikling. Igennem året afvikles der temauger, hvor børnene fordyber sig i læsning, matematik, idræt osv. Herudfra finder jeg at undervisningen i dansk, engelsk og matematik/ regning til fulde står mål med, hvad der kræves i folkeskolen, hvilket ikke giver mig anledning til yderligere bemærkninger.
Jeg har deltaget i bestyrelsesmøder, hvor leder, lærere og bestyrelse har drøftet væsentlige pædagogiske og holdningsmæssige spørgsmål. Ligeledes har jeg deltaget i skolemøder, hvor jeg klart opfatter at Thorsted Friskole bygger på et solidt og dynamisk fundament, der rækker bagud til historien og fremad til nye udfordringer. Jeg mærker et stort engagement og evne til samarbejde fra leder, lærere, øvrige ansatte og forældre med fokus på kernekompetencen, - oplive og oplyse børn. Børn og ansatte er hovedaktører i hverdagen, men forældrenes støtte, engagement og opbakning er en forudsætning for skolen holder kursen mod fremtiden.
Jeg har modtaget alt udsendt materiale til forældrene og ligeledes referater fra bestyrelsesmøder. Jeg har set de frugtbare resultater af drama, musik, værkstedsfag, samfundsfag og naturvidenskabelige fag ved at deltage i skolens mangeartede arrangementer, bl.a. ”Gif Gaf Giraffenguf” og Svinedrengen. Alle børn har igennem året været aktører i teaterstykker, enten på scenen eller i kulissen. Ligeledes har der været koncert, emneuger, basar, Lucia, fastelavnsfest og sportsudøvelse, hvor børnenes kreativitet og faglighed går hånd i hånd.
Frikvartererne byder på udfordringer for både hænder, hoved og krop. Morgensang og Fælles Afslutning fra ”Konebænken” er en oplevelse i særklasse. Børnene indføres i den danske og udenlandske sangskat, hvor de i løbet af deres skoletid lærer 3 – 400 sange. Børnene på Thorsted Friskole optræder engagerede, glade, åbne, og med stor nysgerrighed på at lære og opleve.
Thorsted Friskole står overfor et stort byggeri, hvor skolens indhold og form afpasses hinanden på en ny måde. Byggeriet skal være energirigtigt, og sol og vind anvendes til opvarmning og ventilation. Energien kommer også til udtryk på andre måder, hvor forældres og ansattes engagement, arbejdsindsats og begejstring omsættes til en ny skole, der hviler på en gammelt og solidt fundament.
Med venlig hilsen Grethe Kirk.