byggeri

Thorsted Friskole - skoleåret 2010 - 2011

Skoleåret er godt i gang, og mange ting har været som det plejer: Efter blot 2 uger, tog hele skolen til Møgelø, hvor vi belejrede øen en lille ugestid. Som altid var det en fantastisk tur, i år var den dog lidt vådere end vanlig, men det hindrede ingen i at bade, lege i sandet, snitte både, sejle, hænge ud i ruinen, lave aftenunderholdning o.s.v. De voksne har mødtes flere gange bl.a. til det store forældremøde, hvor alle meldte sig flittigt på de forskellige arbejdshold.

Det første skolemøde er også afholdt, hvor Lars fortalte om skolens historie, som han sagde, begyndte for over 1000 år siden - et meget interessant og nuanceret billede af skolens historie, sat i et større perspektiv! Dernæst fortalte Anders om vores eksperiment med at at undervise med tema nærmest hele året. (Det bliver uddybet længere nede på siden). Inden forældre og lærere i de små klasser mødtes i klasserne, blev der vist billeder fra Møgelø, taget af Heine Og Christian fra 7/8 kl.

I fredags - d.1. okt - samledes alle i de nye byggeri til rejsegilde, hvor taler blev holdt, nykomponeret sang blev sunget og pølser og sodavand indtaget.

Det leder ind på emnet byggeri... Som sidste og ganske nyt er det endelig lykkedes skolen - efter flere års forberedelse - at komme i gang med at bygge. Vi ser alle frem til, at det står færdigt en gang i begyndelsen af det nye år. Vi får en helt ny og større sal, 4 klasseværelser, kontor, toiletter, aula m.m. Der kan læses mere om det under linket "byggeri 2010".

Tilsynserklæring for Thorsted Friskole 2010

Til bestyrelse og forældre ved Thorsted Friskole. Erklæring om tilsyn jævnfør § 9 i ”Lov om friskoler og private grundskoler”. Undertegnede har i skoleåret 2009- 2010 fungeret som tilsynsførende på Thorsted Friskole, der er en grundskole med elever fra børnehaveklasse til og med 8. klasse.

Tilsynet er foretaget ved deltagelse i skolens aktiviteter og undervisning og ved samtale med leder, lærer og bestyrelse.

Undervisningen foregår på dansk, og skolen er prøvefri. Undervisningen sker under hensyntagen til den enkelte elevs indlæring og udvikling. Igennem året afvikles der temauger, hvor børnene fordyber sig i læsning, matematik, idræt osv. Herudfra finder jeg at undervisningen i dansk, engelsk og matematik/ regning til fulde står mål med, hvad der kræves i folkeskolen, hvilket ikke giver mig anledning til yderligere bemærkninger.

Jeg har deltaget i bestyrelsesmøder, hvor leder, lærere og bestyrelse har drøftet væsentlige pædagogiske og holdningsmæssige spørgsmål. Ligeledes har jeg deltaget i skolemøder, hvor jeg klart opfatter at Thorsted Friskole bygger på et solidt og dynamisk fundament, der rækker bagud til historien og fremad til nye udfordringer. Jeg mærker et stort engagement og evne til samarbejde fra leder, lærere, øvrige ansatte og forældre med fokus på kernekompetencen, - oplive og oplyse børn. Børn og ansatte er hovedaktører i hverdagen, men forældrenes støtte, engagement og opbakning er en forudsætning for skolen holder kursen mod fremtiden.

Jeg har modtaget alt udsendt materiale til forældrene og ligeledes referater fra bestyrelsesmøder. Jeg har set de frugtbare resultater af drama, musik, værkstedsfag, samfundsfag og naturvidenskabelige fag ved at deltage i skolens mangeartede arrangementer, bl.a. ”Gif Gaf Giraffenguf” og Svinedrengen. Alle børn har igennem året været aktører i teaterstykker, enten på scenen eller i kulissen. Ligeledes har der været koncert, emneuger, basar, Lucia, fastelavnsfest og sportsudøvelse, hvor børnenes kreativitet og faglighed går hånd i hånd.

Frikvartererne byder på udfordringer for både hænder, hoved og krop. Morgensang og Fælles Afslutning fra ”Konebænken” er en oplevelse i særklasse. Børnene indføres i den danske og udenlandske sangskat, hvor de i løbet af deres skoletid lærer 3 – 400 sange. Børnene på Thorsted Friskole optræder engagerede, glade, åbne, og med stor nysgerrighed på at lære og opleve.

Thorsted Friskole står overfor et stort byggeri, hvor skolens indhold og form afpasses hinanden på en ny måde. Byggeriet skal være energirigtigt, og sol og vind anvendes til opvarmning og ventilation. Energien kommer også til udtryk på andre måder, hvor forældres og ansattes engagement, arbejdsindsats og begejstring omsættes til en ny skole, der hviler på en gammelt og solidt fundament.

Med venlig hilsen Grethe Kirk.