Vi er en Grundtvig-Koldsk friskole. Jeg vil fortælle lidt om, hvad det betyder for os og hvordan det giver sig udslag i skolen. Det er især arven eller inspirationen fra Grundtvig, jeg vil tale om.
Vort liv består af øjeblikke. Hver af dem er af afgørende betydning. Hvilken betydning aner vi ikke – måske kommer vi engang til at forstå det, når vi kommet på tilpas afstand, måske kommer vi aldrig til at forstå det. Vi siger, at vi lever vort liv forlæns og forstår det baglæns.
I 1832 udkommer Grundtvigs Nordens Mythologi. Det er ikke første gang han skriver om dette emne. Allerede i 1807 skrev han ”Om Asalæren” og i 1808 kom ”Nordens Mythologi” begge skrevet i hvad han selv kaldte en mytologisk rus. 5 år forinden havde hans fætter Heinrich Steffens introduceret romantikken i Danmark ved en række forelæsninger på Københavns Universitet. Blomsten af Danmarks ungdom sad på tilhørerpladserne og en af dem - Adam Oehlenschlæger - gik straks hjem og skrev ”Guldhornene” Grundtvig sad der også og han blev væltet omkuld. Da englænderne i 1807 bombaderede København sprang hans nationalfølelse læk med de to asaværker. Det er i disse værker, han indsætter den nordiske mytologi som nordboernes gamle testamente. ”Høje Odin! Hvide Krist! Slettet ud er eders tvist, begge sønner af Alfader.”
Så går der 25 år og han beslutter sig for at skrive en ny udgave af Nordens Mythologi. I mellemtiden har han været igennem flere svære kriser i sit liv, han er blevet gift, han har været under censur, han er blevet fradømt sit kald, har fået forbud mod at skrive. Han har været 2 gange i England og er blevet forelsket. Han har mødt industrialiseringens virkninger på land og folk og han er ikke begejstret.
Da er det han bestemmer sig for at genrejse frihed og folkelighed og sætte mennesket på sin plads heri og det skal vi være glade for, for ellers havde vi ikke siddet her i dag. Det er nemlig nu, at Grundtvig redegør for sin nye mageløse opdagelse af menneskets natur. Han formulerer den i 4 teser og de lyder som følger:
1. Mennesket er et dyr med ånd
Et menneske er først og fremmest en krop ligesom alle andre dyr. Men som noget særligt har vi mennesker fået evnen til reflektion. Vi kan tænke over, hvem vi er – vi ikke bare er, men vi kan også have forestillinger om det at være. Denne evne er ikke noget særligt, det er bare vores måde at være dyr på. Det betyder for skolesagen, at skolen ikke kun skal tale til forstanden, men skal tale til det hele. Skolen skal være for hænder, hjerte og hoved og vi lærer med hænder hjerte og hoved – i nævnte rækkefølge. Som Den danske biolog Jesper Hoffmeier har udtrykt det: Hvis det var hjernen, der skulle holde os i live, ville vi ikke holde mere end en halv
time.
2. Mennesket vekselvirker med verden
Vi træder først i karakter som mennesker sammen med andre. Vi bliver først mennesker i et menneskeligt fællesskab. Vi lever sammen i verden og den lever i os. Vi sætter aftryk på verden og den sætter aftryk på os. Vi er indfoldet i naturen og er en del af den. Vi kan ikke vælge det fra – dette er et grundvilkår for os og det konstituerer os som individ og folk. Omstændighederne hvorunder det foregår – processen - er vores ansvar.
For skolesagen betyder det, at det fælles liv står over den enkelte. Det betyder også, at vort møde med hinanden er underlagt en etisk fordring. At hvert øjeblik, vi har med hinanden er vigtigt – afgørende - og at det er alles ansvar, at det foregår ordentligt. Det betyder også, at alt, hvad vi foretager os sammen, virker ind i os selv, ind i den anden og ud i verden. Det betyder også, at intet aldrig er som før.
Mennesket er et experiment
Vi er aldrig færdige som mennesker. Der findes intet slutmål. Der er ingen opskrift. Menneske kan man være på utallige måder, og det er ingen rigtig måde. Der er kun de krav, der udspringer af det fælles, eller som brødrene Lund Madsen udtrykker det: Den afgørende forskel mellem os og dyrene er vores gode manerer. For skolesagen betyder det, at børn ikke er ufærdige voksne men at de er her i deres egen ret. Det betyder også at vi som forældre ikke ejer vore børn. De er deres egne og de bærer deres muligheder med sig og vi voksne har en enestående opgave med at hjælpe at forløse dem. Det betyder også, at barndommen er en tidsalder i sig selv, og at det vigtigste for os forældre er- på en ordentlig måde – at lære at tage afsked med vore børn – at give dem fri og det gælder jo for alt, hvad vi nærer kærlighed for.
Mennesket er skabt i Guds billede
I hvert enkelt menneske er der et gnist af skaberen – af skabelsen, om man vil – og derfor er der en mening med alt liv. Det er ikke op til os at dømme noget liv ude. Tværtimod er det op til os i ærbødighed at anerkende alles ret til at indgå i vort fælles liv med hinanden. Hver gang du ser et andet menneske i øjnene, ser du et glimt af skabelsen – et ekko af det store urbrag – skyggen af Ginnungagab. For skolesagen betyder det, at alle børn og voksne er vigtige uanset herkomst, tro, evner eller fremtoning. Alle har krav på ærbødig respekt for det liv de bærer i sig. Det betyder at vi alle er en gave til hinanden.
Netop derfor skal vi bøvle med, hvad vi gør ved hinanden, hvordan vi opfører os, hvordan vi danner os. Netop derfor skal vi hjælpe hver enkelt med at udfolde sine evner og muligheder – med at udforske sit livspotentiale - ikke så meget for den enkeltes skyld men fordi hver enkelt af os beriger vort fælles liv med hinanden.
Disse 4 teser var Grundtvigs gave til det danske folk. På dem grundlagdes højskoler, børneskoler, efterskoler, andelsvirksomheder og de forløste en folkelig kraft, der ændrede Danmark.
I andre lande gik det anderledes. En af Grundtvigs samtidige så også tidligt de potentielle skræmmende virkninger af industrialiseringen. Det var Karl Marx, der også formulerede en teori for folkets frigørelse. Den resulterede – malet med den brede pensel – i det socialdemokratiske projekt og det blev den anden store folkelige bevægelse i nyere tid. Den store forskel mellem disse to bevægelser er friheds- og menneskesynet.
Respekt for livet, åbenhed og nysgerrighed overfor hinanden, ærlighed i omgangen med hinanden og anerkendelsen af kroppens, sansernes, følelsens og forstandens ligeværd er grundpillerne i vores skoleform. Det er i den levende vekselvirkning med hinanden og med tidens kræfter at vort arbejde foregår.
Derfor bliver hvert øjeblik vigtigt, derfor skal vi gøre os umage med hinanden, for verden ændrer sig hele tiden, og lige nu bliver et billede skabt i en eller anden, som får vedkommende eller måske os selv til at ændre retning.
2. Det har været et begivenhedsrigt år. Jeg nævner i flæng finanskrise, klimatopmøde, regeringsrokade og fra vor egen verden en elevtalsstramning af friskoleloven. Jeg skal ikke opholde mig særligt ved disse store begivenheder men kun berøre de dele, som har med vor skole at gøre.
Finanskrisen, som vel rettere burde hedde pengefirmaernes krise, skal jeg ikke gøre mig særlig klog på, men blot nævne, at det er blevet betydeligt vanskeligere at rejse kapital til selv byggeri af en skole. Det stiller os selvsagt i en anden situation, men det kan der også være fordele ved. Det kommer jeg tilbage til.
Klimatopmødet satte en god debat igang. Det fik også os til at se det fornuftige i at tænke disse problematikker ind i nybyggeriet her. Udover at det er godt i sig selv at give de kommende generationer bedre vilkår og gøre sig mere uafhængig af køb af energi, er der minsandten også god økonomi i det. Det falder fint i hak med skolens idegrundlag og så er det en folkelig opgave, der er lige til højrebenet. Det har været dejligt at opleve, hvor positivt I har taget imod disse tanker.
På det lovmæssige område har vi fået endnu en stramning, der går ud på elevtalskrav - ikke bare til det samlede elevtal, men også til de enkelte årgange på skolerne. Friskoleforeningen er i forhandling med ministeren om en mindre rigoristisk fortolkning og vi ved endnu ikke hvad det ender med. Det skal også her nævnes, at den nye undervisningsminister overraskende har meldt ud, at fællesskabet skal højest på dagsordenen i folkeskolen. Det sker samtidigt med, at statsministeren er gået ind i en detailstyring af skolebørnenes læseevner. Det bliver spændende at se hvad det hele ender med, men her må vi nok vente til efter næste valg.
3. Vi startede dette skoleår med 68 børn. Nu er vi 91. Det har været en meget dejlig opgave at tage imod så mange nye og begejstrede friskole-forældre og så mange nye og glade børn. Rigtig hjertelig velkommen alle sammen. Det har også krævet en særlig indsats af de voksne her på skolen og ikke mindst af de børn og forældre, der var her i forvejen. Det skal I have tak for.
Thorsted friskole flytter sig og en ny generation melder sig på banen og det er rigtig dejligt. Det er jo sket før – ja mange gange før i vor snart 140 årige historie og der er altid en lille vemodig følelse bundet i halen af sådan noget. Sådan har det også været mange gange før. Her skal vi huske, at det vi holder meget af, skal vi altid være klar til at slippe fri. Det er fuglens gave at flyve – ikke at sidde i bur. Og så får vi foræret en enestående chance i forbindelse med det nye byggeri. Vi får simpelthen mulighed for, at gøre ligesom de gamle, der startede denne skole. Det er det med finanskrisen, jeg ville vende tilbage til.
Vi får simpelthen muligheden for at rejse en skole, gøre den til vores, ved at tegne os for en kaution. Det er helt konkret friskolearbejde og det sætter aftryk på verden. Det kan faktisk lade sig gøre i vore dage, at sætte fællesskabet over egne behov, at vise solidaritet med historien og at give fremtiden et stærkt håb. Det vil der gå frasagn om.
Til slut vil jeg takke mine alle I forældre, børn og mine kolleger fordi I gør et godt stykke arbejde for skolen, og fordi I bringer glæde ind i det rum, vi alle næres af. Det er en fornøjelse at komme i skole hver dag.
