Årets gang
På Thorsted Friskole har vi mange traditioner. Nogle er opstået ved at det gjorde vi sidste år, og andre har eksisteret mere eller mindre i hele skolens 150 års levetid. I løbet af året har vi mange arrangementer både i og uden for skoletiden. Mange af dem er traditioner vi gerne vil bevare, og andre er forskellige anledninger hvor børn og voksne kan være sammen. Skolen er ikke kun for børnene, og derfor er nogle af arrangementerne til for de voksnes skyld. Da børnene tilbringer en stor del af deres barndom på skolen, har det en afsmittende virkning at forældrene også trives godt på skolen.
skolemøder
Vores ord for "forældremøder" er skolemøder. Vi holder skolemøder to-tre gange om året, og formålet er at vi får talt godt sammen om vores fælles skole. Derfor begynder møderne ofte med en anderledes form for samtale, en “samtalesalon”, hvor vi blander os i små grupper og taler uformelt om de emner der er vigtige for skolen lige nu. Det er hyggeligt og sjovt, og alle kan være med. Derefter fortsætter et skolemøde med at forældrene går i klasserne og taler om aktuelle emner for klassen sammen med klasselæreren.
På mødet i klassen fortæller læreren dels om det faglige/boglige arbejde og dels om, hvordan klassens fællesskab fungerer. Endvidere er der mulighed for, at forældre kan snakke med hinanden for at få en forståelse af børnenes liv på skolen.
Hjemmebesøg
En gang om året får hver familie på Thorsted Friskole besøg i hjemmet af en lærer. Det gør vi, fordi vi har fundet ud af, at det er betydningsfuldt at vi som medarbejdere også møder jer som familie der hvor I føler jer hjemme. Børnene er altid meget glade for at vise deres værelse og hjem frem, og det giver anledning til gode samtaler, også i løbet af året.
Samtaler om det enkelte barn
Vi står altid til rådighed for jer som forældre når I ønsker en samtale om jeres barn. I er velkomne til at komme forbi i hverdagen, og hvis det kræver mere tid og forberedelse, bedes I kontakte os så vi kan lave en aftale.
Bazar
I slutningen af november afholder skolen hvert år den traditionsrige julebazar. Her sælges alle de flotte ting, som bliver fremstillet på produktionsaftenerne og i produktionsugen. Til bazaren er der tombola, fiskedam, auktion, salgsbod, musik, café med meget mere.
På produktionsaftenerne kommer børn og forældre om eftermiddagen og melder sig på et hold, hvor de flittigt arbejder, kun afbrudt af aftensmad. I produktionsugen fordeler de store sig på forskellige hold og arbejder hele ugen med produkter, der kan sælges og vindes på bazaren. Forældrekredsen har en vigtig opgave med at planlægge og afholde julebazaren.
Teater
På Thorsted Friskole spiller alle klasser teater hvert år. Og efter mange års øvelse er vi blevet ret gode. Stykkerne skriver vi selv, og det er enten omskrivninger, for eksempel af eventyr, eller stykker vi selv digter. Det ene år laver de små og store klasser teaterforestillingen hver for sig, og det andet år spiller hele skolen én stor forestilling sammen. Vi har blandt andet spillet Ronja Røverdatter og Alice i Eventyrland. I tre uger arbejder vi udelukkende med teater, og det hele ender med et brag af en forestilling for resten af skolen, forældre og andre gæster.
Det siger sig selv, at det år, hvor hele skolen spiller, kræves der en del for at få alle børnene skrevet med i stykket. Musikken og dansen fylder meget og skaber en fantastisk dynamik. Der er meget ventetid, alt har sin pris, men til gengæld snakker vi hver gang om hvilken fantastisk følelse af fællesskab det giver når alle arbejder om og med det samme projekt. Når klasserne spiller, er der meget mere tid til den enkelte, og børnene får større roller. Begge dele kan noget helt særligt.
Lucia
Morgensang er flyttet ind i salen hvor børnene fra 1.-3 klasse, en mørk vinterdag bærer lyset ind. Vi synger, og Mads fortæller historien om Lucia og Luciabørnene deler brød ud til alle. Hvis det er muligt, er det en rigtig god ide at deltage denne morgen, da det er uundgåeligt at hjertet her "bevæges".
Fastelavn
I aulaen er der pyntet op til tøndeslagning. Alle skolebørn, mindre søskende, lærere og gerne forældre møder udklædte. Hvordan er lærerne klædt ud i år? Der er en præmie på højkant til de der har deltaget i gættekonkurrencen og ramt plet. Dagen går med at slå katten af tønden og spise fastelavnsboller.
Forårsfest
Hvert forår er der en gruppe forældre, der arrangerer et brag af en fest for forældre og lærere. Vi spiser god mad, slår søm i, griner af et par skøre indslag og danser til den lyse morgen. Har man som ny forælder "vovet" sig med, er man sikker deltager næste år.
Lejrskoler
I august tager vi på fælles lejrtur alle sammen, og i foråret kommer de ældste klasser afsted på lejrskoler.
Sommerfest
Sidste aften inden sidste skoledag møder alle børn og forældre op med kaffekurven under armen. Aftenen starter med at klasserne og deres forældre pendler rundt mellem forskellige lege: pudekamp, stafetløb, fodbold, gæt en sang, sjipning med mere. Der dystes intenst mellem børn og forældre, og jo ældre børnene er, jo hårdere er kampen! Glade og forpustede hygger vi os bagefter med indholdet i kaffekurvene. Til sidst samles alle i salen, hvor vi synger, og Mads fortæller historie, inden han giver en Thorshammer af sølv til de børn der skal gå ud af skolen og videre i livet. Det er et særligt fint øjeblik, og et afskedsritual der rører ved hjerterne hos alle der er med.